Ny skilsmissereform har ikke haft den ønskede effekt

Den 1. april i år trådte en reform i kraft, som betød en ny statslig institution, der skal tage sig af skilsmissesager med børn involveret. Nu, over et halvt år efter, er flere politikere forarget over de stadig utrolig lange ventetider.

Af Maria Strange & Mathilde Teddy Christensen

Kort, enkel og gennemskuelig system for skilsmissesager, der skulle reducere de lange ventetiderne. Det var er en del af den vision, politikerne kom med tilbage i april måned, hvor en ny instans, Familieretshuset, trådte i kraft. 

Desværre har det nye system med Familieretshuset ikke haft den ønskede effekt. Nu er ventetiderne nemlig længere end nogensinde, og det optrapper konflikten hos de forældre, der strides om fælles børn. 

Lange ventetider 

Familieretshuset er i dag plaget af så lange ventetider, at regeringen har planer om en akut saltvandsindsprøjtning for at bremse en yderligere stigning i ventetiderne. 

“Vi er rystet over, at ventetiden er så lang, som den er på nuværende tidspunkt. Det stiller jo virkelig mange familier i en rigtig forfærdelig situation, hvor de venter og venter på at blive indkaldt til møder,” fortæller Anni Matthiesen, Venstres socialordfører.

Flere politikere peger på, at de lange ventetider skyldes en forkert beregning af, hvor mange midler systemet havde brug for. Der er dog ingen af dem, der umiddelbart kan give en forklaring på, hvordan det er er blevet regnet så forkert – på trods af, at alle folketingspartierne stemte for reformen sidste år. 

Der er en generel enighed blandt Folketingets partier om, at der skal gøres noget akut. Regeringen har selv lagt op til en akut saltvandsindsprøjtning, som kan bremse en yderligere udvikling i ventetiderne, fortæller SF’s socialordfører Trine Schøning Torp. 

“Vi er bare ikke tilfredse med, at det kun bremser stigningen i ventetiderne – den skal altså bringes ned,” lyder det fra Trine Schøning Torp. 

Frustrerede forældre

Ventetiderne har resulteret i frustrerede forældre med børn i dyb mistrivsel, der ikke kan få en afgørelse på deres sager. Mange af dem opsøger hjælp hos Mødrehjælpen.

“Vi møder utrolig mange forældre, der har brug for hjælp til at håndtere de stigende konflikter på grund af de lange ventetider. Skilsmissesager og samvær er i top 2 over de emner, som vi får flest henvendelser omkring,” fortæller Trine Schaldemose, vicedirektør hos Mødrehjælpen.

Der har siden den nye reform været en stor stigning af henvendelser hos Mødrehjælpen. De håber derfor, at politikerne holder deres løfte og sætter flere midler af til Familieretshuset i den kommende finanslov. 

Forstå skilsmissereformen på 1.5 minut